Carl Elmer Schön, gæstesejler, Ulvegade, København.
Læserbrev: Har man veneration for dansk søfartshistorie, således også for de fantastiske småværfter, der har været med til at tegne Sydfyn som et af Danmarks maritime centre, så kunne man i flere omgang blive nedslået ved læsning af FAA 6/1.
Første gang ved omtalen fra Rudkøbing, hvor kommunen ikke prioriterer bevarelse af beddingsanlægget ved det lukkede bådebyggeri. Dernæst i den følgende artikel, hvor det blev annonceret, at Jacobsens Plads; det gamle strandværft i Troense, med stor sandsynlighed ender som villaer.
Hvis det går som så, vil der blive sat punktum for maritim kulturarvsbevaring ved to helt unikke anlæg i Det Sydfynske Øhav. I begge tilfælde henvises til, at de forfaldne anlæg vil være for dyre at sætte i stand. Man undrer sig over, hvorfor det er kommet så vidt.
Det fremgår, at der har været søgt om støtte til at udvikle et maritimt projekt på Jacobsens Plads, men at man ved afslaget om fondsstøtte har besluttet at sælge – sandsynligvis til boligbyggeri. En trist løsning. Ejerfonden vil donere overskud til sociale formål.
Spørgsmålet er, om det i denne specifikke sammenhæng ikke ville være bedre at donere Jacobsens Plads til Troense Beboerforening eller et lignende initiativ med lokal forankring med en klausul om, at stedet skal bevares som offentligt tilgængeligt maritimt kulturmiljø.
Både i Rudkøbing og i Troense har lokale initiativer vist vejen med afsæt i gode traditioner fra andelsbevægelser, folkeaktier og lignende. I Troense har man genåbnet den gamle købmand og i Rudkøbing har man restaureret Ørstedpavillonen og det gamle træpakhus og senest badeanstalten, hvor lokale simpelthen bare er gået i gang. Fantastiske initiativer som er groet nedefra, hvor man har løftet i flok og hvor medejerskabet har været motiverende drivkraft.
Projekterne har opnået støtte i forlængelse af lange seje træk, og mon ikke det samme ville kunne lade sig gøre på beddingen i Rudkøbing med grønt lys fra kommunen og på Jacobsens Plads, hvis det formelle ejerskab og dermed medejerskabsfølelsen blev overdraget til lokale brugere, i hvis hænder ideerne kunne vokse langsomt, men stødt.
Stederne findes endnu og drømmene lever rundt omkring. Om stederne skulle leve videre en tid i deres, om ikke andet, så pittoreske forfald er dog at foretrække frem for det i avisen forelagte – nemlig kulturarvens totale forsvinden.