Fyens.dk 05/02/2017 af Jørgen Frederiksen formand i Foreningen til bevarelse af Svendborg Havn
Der sker også gode ting på Svendborg Havn, det skal man huske sig selv på. Svendborg er på en måde begivenhedernes havn. Der er de rent maritime begivenheder. Der er Silver Rudder, der er afslutningsfesten til Fyn Rundt for bevaringsværdige træskibe, der er regatta med klassiske lystfartøjer, der er æbleræs og så videre.
Der er aktiviteter på Frederiksøen. Der er plads til kunstnere og drømmere, til fest, foredrag og til lystfartøjsmuseum. Fortsat er der aktivitet hos Ring Andersens træskibsværft, og igen er der gang i et værft for rigtig store skibe hos Petersen og Sørensen, hvor Samsøfærgen i skrivende stund rager højt og flot op over den blå dok.
Det virker som om byens udvikling styres i en febrilsk leflen for ethvert initiativ, der indebærer ny bygningsmasse. Stemningen er, at hvis ikke vi hopper på toget, kører det uden os.
Hvis man går en tur ned på Baagøe & Riber-grunden kan man endnu se gamle trælader til tømmer, gamle utransformerede pakhuse og en prægtig villa, der i sin tid tilhørte ejeren af det imponerende kompleks. De rødmalede træhuse var karakteristiske for maritime miljøer langs kysterne i Danmark. Og langs Svendborg Sund findes fortsat et par reminiscenser. Eksempelvis på Jacobsens Plads i Troense. Dette sted sammen med Baagøe & Ribergrunden skal man huske at få besøgt i den nærmeste fremtid. Og man skal huske at tage godt med fotografier. For såvel Baagøe & Riber-grunden som Jacobsens Plads i Troense er i overhængende fare for at undergå en transformation til det uigenkendelige.
De fleste såvel almindelige borgere som byrådspolitikere vil påstå, at de er uhyre bevidste om Svendborgs maritime kulturarv og ikke mindst om den vigtige betydning den med sine skibe og sine kystnære industrimiljøer har for denne egn. Alligevel øjnes der en helt tydelig tendens til at alt dette underkendes, når en investor melder sig på banen. Der udvises imødekommenhed til krav om ændringer af bevaringsværdige områders status og til nedrivninger af historisk betydningsfulde bygninger.
“Så bevaringsværdige var de nu heller ikke”, må ræsonnementet være. Der gives efter i forhold til bebyggelsesprocenter, begrænset tilgængelighed og byggehøjder.
Der ligger i kommunens eget arbejde for udviklingen af Svendborg Havn en masse planer med virkelig gode intentioner. Der findes et materiale, der dokumenterer, at Svendborg Havn er Danmarks bedst bevarede erhvervshavn i forhold til fortsat eksisterende spor gennem dens historie. Men i det bybillede som øjnes i en nær fremtid vil disse autentiske elementer forekomme som et miniputlandskab i Legoland, fordi den ny kontekst er totalt ude af proportioner.
Denne eftergivenhed begrundes med, at det kun således er rentabelt at udvikle nye boliger langs Svendborg Havn. Men hvis det er sandt, så er boliger her måske slet ikke det rigtige. Måske er bygningsmassen slet ikke det rigtige. Det virker, som om byens udvikling styres i en febrilsk leflen for ethvert initiativ, der indebærer ny bygningsmasse.
Stemningen er, “hvis ikke vi hopper på toget, kører det uden os”. Men det er som Gary Larson-tegningen, hvor en ko i køen til slagteren forsøger at snyde sig foran. Man synes ikke at fatte at denne hovedkuls udvikling smadrer alt det, der gjorde Svendborg til noget særligt.
Måske er eksempelvis parken, som en lokal arkitekt i sin tid foreslog, alligevel det bedste forslag, hvis man fraregner selvsamme forslags idé om et højhus på vej mod Christiansminde. Der er masser af tom bygningsmasse i Svendborg, samt ledige byggegrunde. Men så længe man er klar til at demontere det ene historiske vigtige miljø efter det andet direkte i vandkanten for at udvikle boliger, ja, så er det jo det umiddelbart mest attraktive.
Men vi skal bare huske på, at vi, hver gang vi demonterer et historisk vigtigt anlæg til fordel for boliger, gør vores egn kulturelt fattigere. Element for element fjernes det, der gør stedet til noget særligt. Med den pågående afvikling af byens særkende, dens intimitet, detaljerigdommen i facaderne, træladerne på havnen og ikke mindst begrænsningen af formel eller uformel offentlig tilgængelighed i kommende boligområder, så er Svendborg som alle andre byer, blot med en beliggenhed, der før gjorde den eksotisk, men nu alene afsides.
Det er som om, at ledende skikkelser i Svendborg har sat sig for at modbevise den antagelse, at byens vigtigste varemærke er det, der knytter sig til vores maritime kultur og historie.
Der konkurreres om værtsskab til gymnastikstævner, postes penge i omfattende planer for idrætsanlæg, der arrangeres cykelløb og filmfestivaler. Og det er alt sammen godt nok, men måske er byrådets prioriteringer lidt fantasiløse. Hvis vi kigger på alle de andre middelstore byer, så er det lige præcis de samme ting, som de arbejder med, om end ofte i endnu støre skala. Således ender Svendborg som en blandt alle de andre. Altså ordinær.
Med afsæt i havnens status som Danmarks bedst bevarede har vi endnu muligheden for at udmærke os som noget helt særligt. At tilbyde noget de andre ikke har. Eksempelvis muligheden for at sejle helt ind i historien. Sejle ind i et pittoresk og poetisk havnerum, hvor der fortsat ligger træskibe, arbejdsflåder, flydedokke, små færger, slæbebåde, isbrydere og lystfartøjer. Men også små erhvervsbygninger, trælader, proviantbutikker, uanvendte arealer, oplagringspladser, gyder, projekter i venteposition. Sprækker hvor fantasien fortsat kan vokse – for fattig og rig, ung og gammel, fastboende og gæst.
Med en boligmasse så omfangsrig som meget tyder på og med et vaklende byråd i spørgsmålet om prioritering af ovenstående er der grund til at frygte, at der i det nye bybillede ikke levnes plads til mangfoldigheden på Svendborg Havn. Således bliver det også mere og mere krampagtigt at høre afvisninger på en hver sammenligning med boligbyggeriet på Nyborg Havn eller andre havnebyer, hvor netop boligbyggeriet har lagt kajerne øde.
Det er ikke alene skibene, der skaber stemning på Svendborg Havn. Det er ikke alene bygningerne eller kajerne. Det er samspillet, og hvis man fjerner et medlem i dette orkester, så er festen forbi. Med dette skal således udtrykkes et inderligt ønske om at Svendborg byråd vil udvise mere musikalitet i deres arbejde med Sydfyns maritime kulturarv samt by og havneudvikling i Svendborg.