Fyens.dk 24/02/2017 af Mogens Fenne Frederiksen (fondens medstifter)
For at bringe balance i den offentlige debat omkring Jacobsens Plads, vil det være gavnligt at få nogle basale kendsgerninger på bordet.
I 1998 stiftede Mogens Fenne-Frederiksen og Niels Iuel-Brockdorff en fond, der erhvervede Jacobsens Plads for 3.100.000 kroner på en offentlig auktion. Til grund for fonden ligger nogle ideale motiver, hvortil de to stiftere investerede af deres egne midler.
Hvis pladsen ikke skal henligge i sin miserable tilstand med de faldefærdige rottebefængte bygninger, sammenskredet bolværk og et broanlæg, der for længst er saneringsmodent, så skal der som beskrevet tilføres ganske betydelige midler.
Fondens formål var dels “at eje, drive og bevare ejendommen Jacobsens Plads” i tilknytning til Danmarks Museum for Lystsejlads, der dengang var placeret i en lade på Valdemars Slot, dels at skabe mulighed for især børn og unge til at opleve skibsbygningshåndværket og til at øve sejlads som fritidsbeskæftigelse.
Jacobsens Plads er i lokalplanen registreret som en erhvervsgrund og er ikke fredet.
De bestående bygninger og kaj- og broanlæggene var allerede dengang stærkt forfaldne, og de ville kræve en omfattende istandsættelse. Med dette formål for øje er der i årenes løb blevet udarbejdet flere renoveringsplaner med forskellige indgangsvinkler og søgt om finansiering hos de store fonde, der kunne tænkes at hjælpe med at løfte opgaven. Men disse ansøgninger er hver gang endt med afslag fra fondene, selv om vores fond med det store indskud fra de to stifteres side mente at have gode kort og gode begrundelser på hånden.
En del af begrundelsen for afslaget fra Mærskfonden var, at man ikke ville støtte projekter, hvis der ikke var forsvarlig dokumentation for, at projektet på langt sigt kunne generere indtægter nok til at dække fremtidige nødvendige udgifter til drift og vedligeholdelse. Det ville derfor kræve besøg af betalende museumsgæster og dermed øget trafik- og parkeringspres, som området slet ikke er gearet til.
Så sent som i 2016 forsøgte en privat gruppe med stor ildhu og lokal forankring i Troense at søge om støtte blandt andet hos Mærsk til at realisere et meget fint og nænsomt bevaringsprojekt. Også i dette tilfælde måtte man ligesom ved tidligere projekter regne med udgifter i en størrelsesorden på 20 millioner kroner for at genskabe de faciliteter og de anlæg, der ville fremstå som en genopretning af Jacobsens Plads som et bevaringsprojekt.
Dette projekt fik aktiv støtte fra både kommunaldirektøren og den lokale museumsdirektør, og man mente at have så gode forbindelser til Mærskfonden, at det denne gang skulle lykkes at få støtte. Det var derfor en stor skuffelse, at de imod deres forventninger også denne gang fik afslag. Det giver derfor ingen mening at tro, at fornyede ansøgninger ville føre til støtte, når fondene gentagne gange har givet afslag.
Det er på denne baggrund, at vores fond efter 18 års ihærdige forsøg med forskellige gennemarbejdede renoveringsforslag må erkende, at alle muligheder for at fortsætte med Jacobsens Plads som et seriøst bevaringsprojekt må anses for udtømte. Det er let nok for lokale museumsfolk og andre bevaringsivrige fortalere højrøstet at kræve bevaring og genopretning. Men de kan jo heller ikke anvise, hvor pengene skal komme fra.
Fondens primære formål kan altså ikke realiseres. Hvis fondens bestyrelse kommer til den beslutning, kan bestyrelsen ifølge vedtægterne derfor beslutte at realisere grunden, at opløse fonden og uddele pengene til vedtægtsbestemte sekundære formål, det vil sige at dele provenuet mellem Danmarks Museum for Lystsejlads i Svendborg og en fond til støtte for foreninger, institutioner eller personer i Svendborg Kommune, der arbejder til gavn og støtte for børn og unge eller for nødstedte personer i kommunen.
Fonden vil naturligvis være forpligtet til at søge det størst mulige provenu til uddeling for at fremme disse formål, der vel at bemærke vil komme den maritime museumsverden og hele kommunen til gode.
Hvis pladsen ikke skal henligge i sin miserable tilstand med de faldefærdige rottebefængte bygninger, sammenskredet bolværk og et broanlæg, der for længst er saneringsmodent, så skal der som beskrevet tilføres ganske betydelige midler. Derfor undersøges det nu, hvad den 4.255 kvadratmeter store grund kan anvendes til, det være sig erhverv, boliger eller en blanding, der kan skaffe midler til at rette op på den nuværende trøstesløse og forarmede tilstand.
Man må i øvrigt ikke glemme, at Jacobsens Plads allerede i 1920 måtte opgive det egentlige træskibsbyggeri, idet de gamle sejlskibe ikke mere kunne klare sig i konkurrencen med motorskibene. Derefter slog Gunnar Jacobsen sig på handel med kul og koks, og i 1926 opførte han kulhuset – den store rødmalede træbygning med bliktaget, hvor der blev oplagret kul og koks. Denne største og mest synlige bygning på pladsen har således slet ikke noget med skibsbygning at gøre.
Efterhånden blev pladsen kun brugt som oplagsplads indtil 1974, hvor Michael Kiersgaard lejede sig ind på pladsen og i nogle år arbejdede med reparation og ombygning af gamle træskibe. Disse aktiviteter ophørte i 1985, da Kiersgaards efterfølgere flyttede hele butikken til Ærøskøbing. Fra 1985 og indtil 1998 har pladsen fortsat henligget i Jacobsenfamiliens private ejerskab i sin nuværende tilstand skarpt kontrolleret af et medlem af den gamle ejerfamilie, indtil fonden overtog ejendommen i 1998.
På den oprindelige Jacobsens Plads havde familien bygget sin private bolig. Denne blev i nyere tid udstykket på en separat matrikel. En privatbeboelse er således ikke en fremmed størrelse på Jacobsens Plads i historisk perspektiv.
Det er ikke overraskende, at lokale Troense-beboere gerne vil bevare pladsen til eget brug. Men at tale om et bevaringsprojekt med lokalt indsamlede midler og lokale ildsjæles indsats er håbløst urealistisk. Der skal større muskler til at løfte denne opgave.
Og når de lokale museums- og bevaringsfolk rutinemæssigt også støtter de lokale beboere i at “bevare Jacobsens Plads”, så taler man faktisk mod bedre vidende. Man har selv måttet erkende, at end ikke med deres opbakning og forbindelser kunne der skaffes midler til det.
Fondens bestyrelse styrer ikke nødvendigvis imod boligbyggeri på grunden, men Troense Strandvej er jo allerede et villakvarter, hvor de andre beboere for længst har skaffet sig en bolig i dette dejlige område. Jacobsens Plads er jo heller ikke det eneste historiske minde om tidligere stolte erhverv, der ikke kunne overleve. En gang var Tåsinge og Sydfyn landskendte for sine blomstrende frugtplantager. De blev også efterhånden tvunget til at give op, og plantagerne blev udstykket til de boligparceller, hvor rigtig mange Troense-borgerne i dag har deres hjem.