SYDFYN: Sydfynske lokaliteter er rigt repræsenteret blandt de miljøer, som museumsinspektør på Langelands Museum, Ole Mortensøn, gør opmærksom på i en nyligt udkommet rapport “Fynske kystmiljøer”.
To søkøbstæder er særlig nævnt, nemlig Ærøskøbing som 1800-tallets lille provinsby med en velbevaret gammel havn. Og Svendborg er i bogen repræsentant for 1900-tallets industrihavn med et stort register af de aktiviteter som kendetegnede en større provinshavn.
Rapporten giver mange roser til Troense, der beskrives som den bedst bevarede og mest charmerende tidlige 1800-tals skipperby. Forfatteren mener, den rangerer på højde med Dragør og Sønderho. Pilekrogen er den tilhørende, uforstyrrede naturhavn, hvor områdets ældste skibsbyggeri foregik.
Blandt udvalgte skipperbyer er Ommel som eksempel på den sene skipperby, fremvokset i årene fra ca. 1860 til 1910. Forfatteren skriver, at byen desværre er præget af forfald og manglende omsorg for husenes særpræg.
Rudkøbing nævnes som den eneste fiskerihavn i det sydfynske område, der har et havnebassin omkranset af velholdte garnhuse.
Derimod er samtlige de tre havneanlæg, som nævnes, fra Sydfyn. Det er Marstal Læmole, Spodsbjerg fiskerihavn og Drejøs gamle havn, som er en velbevaret øhavn fra slutningen af 1800-tallet.
Rapporten nævner også bl.a. Ladepladsen i Lundeborg, Frederiksøen i Svendborg og Jacobsens Plads i Troense. Og så er der masser af eksempler, som kan give byernes planlæggere noget at tænke over.
– Og det er på tide at overveje og planlægge, hvis disse særlige kystmiljøer skal bevares, understreger Ole Mortensøn.